I vinteren 2018 arbejdede jeg på logo design til tøjmærket Falconess af NPWEAR.
Dette var en særdeles spændende opgave for mig, da det var det et “rigtigt” projekt. På det tidspunkt var jeg lige blevet færdig på mit studie som Cand. Mag. i Engelsk og Mediefag, og skulle stå på egne ben. Jeg fik tilbudt en praktikplads hos Syddansk Innovation, hvor jeg skulle være grafisk støtte til de projekter de havde. Førhen havde jeg lavet logoer for venner, og deltaget i Daily Logo Challenge, hvor man skal lave et nyt logo hver dag i 50(!) dage. Jeg havde enten tjent meget lidt eller slet ingen penge, men det havde givet mig en god grobund til at kunne takle min første rigtige opgave, for et rigtigt firma der ville have mig til at designe for dem.
Jeg gik straks i gang med at tegne sketches til logo designet. Og her kan jeg løfte sløret ind til den magiske og mystiske verden af grafisk design og sige at det, i hvert fald for mit vedkommende, ikke er perfekt første gang. Jeg vil skåne jer for mine grimme tegninger og blot vise jer det færdige resultat ovenfor. dog vil jeg gerne lige vise jer nogle udkast herunder.
Jeg har altid holdt af logoer, et af de første jeg kan huske er LEGOs logo, det er skønt, simpelt, ikonisk. Det er som en kendt designer ville sige “un-mess-withable”. Jeg gør mig ingen forhåbninger om at dette logo er noget nær så godt som “the greats” som fx Apple, IDEO, eller alt hvad Michael Beirut nogensinde har rørt, men det var mine første skridt ind i den virkelige design verden. Jeg vil nok altid se tilbage på det som værende noget jeg er stolt af. For det er jeg.
Briefet til opgaven lød at der ønskedes et logo design med en falk, til et jagt & outdoor tøjmærke. Der måtte ikke være tynde streger, da det så ikke kan broderes på tøj. Det skulle desuden kunne fungere på både herre og dametøj. Med det i mente begyndte jeg.
Jeg plejer at starte på papir. Jeg har på ethvert givent tidspunkt mindst 3 notesbøger igang med sketches, ideer, dårlige tegninger og dårlig humor (lille shoutout til fieldnotesbrand.com, der laver voldsomt fede notesbøger). I disse notesbøger får jeg alle mine umiddelbare tanker ud, så jeg senere kan håndplukke de bedste og bearbejde dem videre i computeren (jeg bruger adobe Illustrator). Personligt tegner jeg viiirkelig dårligt, men jeg synes at det er vigtigt at kunne se sin design process for sig. Det er rart at man altid kan se tilbage på hvordan man er kommet der hvor man er. Et ekstra lille design tip: Som den fænomenale Aaron James Draplin altid siger, “Vectors are free!” Du skal derfor ikke bekymre dig om at have 90210 forskellige versioner af dit design igang på samme tid. Det er langt mere værd at kunne se noget der var godt en gang for 10 iterationer siden og vende tilbage til det, end at arbejde på de samme vektorer og risikere at miste magien!
Når de første tanker er på papir dykker jeg som regel ned i internettets dybe gemmer for at lede efter inspiration. Til dette projekt brugte jeg mange billeder af falke til at forstå konturen, udtrykket og hvordan den er forskellig fra fx en ørn. Ikke længe efter sendte jeg første udkast. Klienten besluttede sig for at vi skulle arbejde videre med et cirkulært design som jeg så gik i gang med at pudse og polere.
Designet, der blev valgt ud fra de mange mange skitser, som i blandt andet kunne se ovenfor, blev så justeret, blandt andet blev øjet gjort større og kurven omkring motivet mere raffineret og mindre perfekt cirkulært. I mellemtiden skulle der også findes en skrifttype der skulle pares med ikonet. Vi prøvede mange ting af, moderne skrifttyper, håndskrift, skrift hvor der er skåret ting fra, osv. osv. I sidste ende besluttede vi os for at den mest bestemte, Slab Serif skrifttype var bedst, da den går efter et stilrent og dog solidt udtryk. Typografisk er Rockwell fonten bare voldsomt lækker. Slab serif er meget stærke og maskuline og passer smukt sammen med logo designet, der er maskulint, i det spidse næb og de hårde øjne, men også feminint i den bløde spiral og de svingende kurver der leder ind i logoet og ender i næbets spids.